odeon

Konference har enorm betydning for Odense

11.10.16

Odense har netop vundet en stor international konference foran storbyer som Wien, Paris og Moskva. For borgmester Anker Boye er det et bevis på, at ideen med Odeon er rigtig. Hotelchef Tom Pedersen glæder sig også. Han kan helt generelt mærke en stigende interesse for at mødes i Odense.

 

Hverken borgmester eller hotelchef er i tvivl. Det har enorm betydning for Odense, at byen netop har vundet afviklingen af en international konference foran flere europæiske storbyer. Op mod 1.700 kemiforskere fra hele verden samles til konferencen International Conference on Coordination Chemistry (ICCC) i Odeon og Odense i 2024. Det er både godt for omsætningen i Odense og for byens anseelse.

 

  • Det har enorm betydning for Odense og for Odeon, at det er lykkedes at hente så stor en international konference til byen. Odense får en masse omtale, når så mange internationale gæster kommer til byen, men byens restauranter og butikker kommer helt sikkert også til at kunne mærke det. Det styrker Odenses image, samtidig med at det også betyder arbejdspladser, siger borgmester Anker Boye.

 

3.000 kroner pr. døgn

 

Ifølge Inspiring Denmark, som hjælper erhvervsfolk og forskere med at hente internationale konferencer til Region Syddanmark, lægger en erhvervsturist lige godt 3.000 kroner pr. døgn til både overnatning, transport, restaurantbesøg og indkøb. Forudsat at der kommer 1.700 deltagere vil det give en omsætning på ca. 29 millioner i løbet af de fem en halv dag, som ICCC varer.

 

For at komme i betragtning som værtsby skal der både være et højt forskningsniveau til stede, og rammerne til at rumme mange deltagere skal være i orden. Borgmester Anker Boye mener, at placeringen af ICCC-konferencen i Odense foran Wien, Paris og Moskva, er et bevis på, at Odeon er en god ide.

 

  • Det viser jo, at idéen med Odeon er rigtig, og at Odense kan være med i konkurrencen med europæiske storbyer. Med placeringen lige midt i byen med to hoteller som nærmeste naboer og en letbane lige til døren, får vi nogen af de faciliteter, der gør Odense attraktiv som konferenceby, siger Anker Boye.

 

Stigende interesse

Det bliver bekræftet af Tom Pedersen, der er hotelchef for Frederik VIs Hotel og har salgsansvaret for Radisson Blu H.C.Andersen Hotel og Odeon.

 

  • Det er meget, meget positivt, at vi har kunnet vinde så stor en konference. Det viser, at Odense kan tage så store arrangementer fremover, og at vi nu kan byde ind på det hele.
  • Det vil give mere omsætning til byen – ikke kun til hotellerne, men til byen generelt.
  • Det er rigtig spændende. Vi kan mærke en stigende interesse for Odense og for Fyn i det hele taget.

 

Tom Pedersen kan fortælle, at der allerede er booket meget ind i Odeon, som indvies næste forår.

 

  • Det er en broget pallette med årsmøder, konferencer og kongresser, og flere af arrangørerne er nogle, der vil benytte Odense som konferenceby for første gang, siger Tom Pedersen.

 

Han roser i øvrigt det ambassadørkorps, som Inspiring Denmark har sat i verden. 82 nøglepersoner inden for forskning og erhvervsliv arbejder for at trække konferencer og kongresser til Syddanmark ved at fortælle om regionen til deres internationale forskerkolleger og businesskontakter. Der er bl.a. flere ambassadører på OUH, som har hentet pænt mange internationale kongresser til området.

 

  • Ambassadørkorpset er en rigtig god ide, for det giver noget til alle, som er med, og det er til gavn for hele Region Syddanmark, siger Tom Pedersen.

 .

Læs også: 

Hvordan vært for kongressen Christine McKenzie reagerede efter at have vundet kongressen her

 

FAKTA

ICCC i 2024

Den store ICCC-konference er hentet til Odense af et team på fire professorer med Christine McKenzie, professor ved SDU, i spidsen. Hun har gjort det store fodarbejde for at få konferencen til Odense i 2024 og har fået assistance af Inspiring Denmark til at udarbejde bud-materialet.

 

Coordination Chemistry

…er en fundamental viden om, hvordan molekyler binder sig til metaller. Det er en viden, der anvendes enormt bredt – fra en dybere forståelse af de kemiske transformeringer i naturen til industrien, hvor f.eks. katalysatorer anvendes til fremstilling af bl.a. plastic og medicin.

 

Inspiring Denmark

Inspiring Denmark er en syddansk organisation for erhvervsturisme, der gratis hjælper erhvervsliv og forskermiljøer med at trække internationale konferencer til regionen. Inspiring Denmark har siden 2010 været involveret i mere end 100 forskellige konferencer og er en selvstændig fond, der finansieres af midler fra bl.a. Syddansk Vækstforum, kommuner, hoteller og konferencesteder.