Udenlandske mødedeltagere er en guldgrube for lokale erhvervsdrivende

Kongres- og konferencedeltagere er eftertragtede gæster i alle regioner i Danmark. En ny rapport viser, at det særligt er de internationale deltagere som er højtforbrugende og bruger 70 % mere i døgnet end en gennemsnitlig mødedeltager.

Kongres- og konferencedeltagere er en gevinst for både værtsbyer og de lokale erhvervsdrivende i Syddanmark. Det stærke samarbejde omkring kongresser og konferencer har derfor betydning langt uden for mødelokalerne.

Særligt kongresser og konferencer med internationalt fokus tiltrækker erhvervsfolk og forskere fra hele verden. De skaber international omtale, vidensvækst og økonomiske gevinster. Ser man på de økonomiske gevinster, er de udenlandske gæster en guldgrube fordi de har det højeste døgnforbrug. ”Det er da også de udenlandske gæster, vi har fokus på i vores langsigtede, strategiske samarbejde omkring at markedsføre Syddanmark som møde- og kongresdestination,” fortæller Else Aldahl, Kongreschef hos Inspiring Denmark, det regionale Convention Bureau, som identificerer internationale konferencer og skaber kontakt til syddanske værter.

”Vi har i Syddanmark et godt, strategisk samarbejde med hotellerne, byerne og organisationer.”

Rapporten ”Mødemarkedets økonomiske betydning i Danmark”, der dækker tal fra 2017, viser at de udenlandske overnattende kongres- og konferencedeltagere i 2017 havde et døgnforbrug på 4.190 kroner. Det er 24 % højere end i 2010 – fraregnet inflation. De internationale overnattende konferencegæsters døgnforbrug er samtidig 70 % højere end den gennemsnitlige mødedeltagers døgnforbrug i 2017. Med den økonomiske gevinst for værtsbyerne er der helt naturligt stor konkurrence om at få de internationale konferencer og kongresser til de danske regioner. Hele 40 % af de udenlandske overnattende gæsters forbrug går til overnatning, mens 20 % går til restaurant. Det øvrige forbrug fordeler sig mellem transport, indkøb og andet.

”Vi har i Syddanmark et godt, strategisk samarbejde med hotellerne, byerne og organisationer. De mange specialiserede områder, klynger og interesseorganisationer giver nogle spændende muligheder i arbejdet med tiltrækning af internationale kongresser og konferencer. Noget vi fx oplevede med konferencen 100 % Climate Neutrality i 2017, hvor vi kunne trække på SDU Sønderborgs profil på området og på byens erhvervsfokus,” siger Else Aldahl.

Endnu en syddansk sejr på vej

Det stærke samarbejde i Syddanmark vil også i fremtiden bringe udenlandske gæster til regionen. I sommeren 2018 blev konferencen ESMAC (Annual Meeting of the European Society for Movement Analysis for Adults and Children) vundet til Odense i 2020. At vinde netop dén konference er en stor gevinst for Odense by. Hele 350 deltagere vil i seks dage overnatte, spise og shoppe i byen. Hovedparten af deltagerne er udenlandske, hvilket har betydning for det samlede regnskab. Samlet set kan konferencen skabe en omsætning på over 8,5 mio. kr.

“En absolut win-win for os alle.”

”Vi skal hele tiden have fokus både på de syddanske styrkepositioner som fx robotter, sundhed og energieffektivisering, og også på de mange internationalt anerkendte specialiseringer, der findes på Syddansk Universitet og Odense Universitetshospital. Gennem tiltrækning af internationale konferencer på deres fagområder, understøtter vi deres internationalisering, og øger den syddanske andel af den internationale mødeturisme på samme tid,” udtaler Else Aldahl, og fortsætter, ”I Inspiring Denmark er vi stolte over at have hjulpet med at få ESMAC til Syddanmark. Vi kan jo se, at indsatsen omkring konferencer som denne betaler sig og giver sorte tal på bundlinjen. En absolut win-win for os alle.”

Syddanmark er kongres- og konferencedeltageres foretrukne mødested

Rapporten viser i øvrigt, at Syddanmark med 1,28 mio. kongres- og konferencedeltagere er Danmarks største kongres- og konferencedestination. De 1,28 mio. svarer til 43 % af det samlede antal kongres- og konferencedeltagere i hele Danmark.

Af rapporten fremgår det desuden, at kongresser og konferencer fylder mere for mødeindustrien i Syddanmark end i den øvrige del af landet, fordi danske og internationale kongres- og konferencegæster udgør 57 % af det samlede antal mødedeltagere i Syddanmark. Det er den højeste andel blandt de danske regioner.

Rapporten viser også, at Syddanmark adskiller sig fra resten af Danmark ved, at de fleste kongres- og konferencedeltagere deltog i møder afholdt på hoteller. I resten af landet foregik det meste af konferenceaktiviteten på kongres- og udstillingscentre, konferencecentre og andre faciliteter.

Rapporten ”Mødemarkedets økonomiske betydning i Danmark” er udarbejdet af VisitDenmark i samarbejde med MeetDenmark, HORESTA, Dansk Industri, Dansk Erhverv, Center for regional og turismeforskning og baseret på tal fra 2017. Omsætningen for mødemarkedet på landsplan er steget med 25 % siden 2010. Stigningen resulterer i en omsætning på 26 mia. kroner på det landsdækkende, kommercielle mødemarked. Væksten skyldes først og fremmest kongresser og konferencer, hvor der netop er mange udenlandske mødeturister.


For yderligere oplysninger kontakt Inspiring Denmark

Kongreschef Else Aldahl
Telefon 21 15 09 87