Anerkendt forskningsenhed fik bemærkelsesværdigt, internationalt besøg

Der har været fornemt besøg i Odense. Som forberedelse til prestigekonferencen ESMAC 2020, der afholdes i Odense i september 2020, var der d. 21.-23. marts site visit og bestyrelsesmøde.

Hårdt arbejde betaler sig. Det kunne Den Ortopædkirurgiske Forskningsenhed ved Syddansk Universitet (SDU) og Odense Universitetshospital (OUH) se, da de i foråret 2018 blev tildelt værtskabet for den prestigefyldte, internationale konference for gang- og bevægelsesanalyse, ESMAC 2020 (læs mere her). Konferenceværten Anders Holsgaard Larsen kan dermed byde European Society for Movement Analysis in Adults and Children (ESMAC) velkommen til Odense d. 14.-19. september 2020.

”ESMAC har altid haft en stor indflydelse på vores enhed og forskere, og vores kliniske medarbejdere har deltaget i næsten alle årsmøder og kurser det sidste årti,” fortæller Anders Holsgaard Larsen, lektor og ph.d. ved Den Ortopædkirurgiske Forskningsenhed.

.

Et helt særligt besøg

ESMAC-bestyrelsen afholder årligt bestyrelsesmøde i det land, der står for at afholde konferencen i det følgende år. Det giver samtidig bestyrelsen mulighed for at se omgivelserne, orientere sig om mulighederne i værtsbyen og komme med ønsker til opsætningen af konferencen.

”Et site visit er vigtigt. Vi får chancen for at fremvise de mange muligheder i værtsbyen, som kan skabe rammerne om en succesfuld konference. Både for konferenceværten og for hoteller og venues er det en spændende mulighed. Derfor har ODEON og Radisson Blu H. C. Andersen Hotel, hvor konferencen skal foregå i 2020, sponsoreret hotelværelser og mødelokaler til komitéen og bestyrelsen – en rigtig flot gestus!” fortæller Morten Olstrup, Project Manager hos Inspiring Denmark, som har hjulpet med at vinde konferencen til Odense.

”Storms Pakhus sponsorerede også middag til site visit-komitéen torsdag aften, da der muligvis skal foregå et aftenarrangement hos dem i løbet af konferencen. Hotel ODEON, som også vil blive benyttet i 2020, viste ligeledes deres fine, nye værelser frem,” uddyber han begejstret.

.

Stor tilfredshed hos ESMAC

Programmet for de tre dage begyndte torsdag eftermiddag på ODEON, hvor Anders Holsgaard Larsen og Morten Olstrup mødtes med repræsentanter fra ESMACs bestyrelse og fra ESMACs faste PCO, der skal stå for håndteringen af en del af den praktiske afvikling af konferencen.

Fredagens program foregik først på SDU, hvor gruppen blev vist rundt og bl.a. mødtes med institutlederen for Institut for Idræt og Biomekanik.

ESMACs tyske bestyrelsesformand, Sebastian Wolf, var en tilfreds mand, da han gjorde status efter de to dages besøg.

”Jeg må sige, at jeg er virkelig imponeret over den gæstfrihed og det engagement, som vi har set her i Odense. Man kan virkelig mærke, at byen gerne vil byde velkommen til mennesker fra hele verden, så de kan komme hertil for at mødes og udveksle videnskabelige idéer. Vi har set en stor imødekommenhed over for ESMACs ønsker og behov. Det var imponerende og har været en stor hjælp i forberedelsen af konferencen.”

Godt begyndt er halvt fuldendt, som det gamle mundheld siger. Derfor ser Sebastian Wolf også dette site visit et første skrift mod en vellykket konference i september 2020.

”Vi skal altid tilpasse os til lokale styrkepositioner og få dem til at blive en del af konferenceprogrammet. Det har her i Odense været nemt at foreslå idéer til at nytænke programmet, til at udvide det og til at styrke nogle af de emneområder, som vi i ESMAC har ønsket at sætte større fokus på. Det er yderst nyttigt her halvanden år i forvejen at få et indtryk af, hvordan dette kan lade sig gøre. Derfor har dette site visit været meget værdifuldt.”

.

Fra konferencevært til bestyrelsesmedlem

Fredag eftermiddag var den resterende del af bestyrelsen fløjet ind fra hele Europa til weekendens bestyrelsesmøde på ODEON. En bestyrelse, som Anders Holsgaard Larsen i kraft af sin rolle som kommende konferencevært fremadrettet skal være en del af.

”Det har været nogle travle dage, men det er spændende! Det her sætter både vores forskergruppe, SDU, OUH og Odense på dagsordenen,” fortæller Anders Holsgaard. ”Og så er det jo en stor ære efterfølgende at skulle være en del af bestyrelsen og få indflydelse inden for feltet,” slutter den glade konferencevært.

.


FAKTA

Inspiring Denmark er den syddanske organisation for udvikling af erhvervsturisme. Vi arbejder for at tiltrække internationale konferencer til Syddanmark i samarbejde med blandt andet forsknings og uddannelsesinstitutioner, erhvervsliv og kommuner. 

Læs mere om ESMAC her.

Yderlige oplysninger

Konferencevært Anders Holsgaard Larsen: AHLarsen@health.sdu.dk 

Project Manager Morten Olstrup: mol@inspiringdenmark.dk

.