Hurra for Danmarks bedste værter i Syddanmark

38 % af alle kongresser og konferencer på dansk jord bliver afholdt i Syddanmark.  Det giver årligt giver syddanske virksomheder en omsætning på næsten 5 mia. kroner.

Med de mange konferencer og kongresser får Danmark mere viden, omsætning og vækst.

Det store udbytte ved konferencer og kongresser er årsagen til, at organisationen Inspiring Denmark gennem de seneste ni år har hjulpet forsknings- og erhvervsmiljøer med at tiltrække internationale konferencer og kongresser til Syddanmark.

– Vi hjælper verden til Syddanmark, siger Birgitte Hee Olesen, direktør for Inspiring Denmark og fortsætter

– Vores opgave er at skabe nogle rammer, som styrker syddanske erhvervs- og forskningsmiljøer, når de søger – og bliver valgt til – at afholde en international kongres eller konference. Og det handler ikke kun om de store konferencer. Vi ser også mange små konferencer med 1-200 deltagere, hvor specialviden drøftes af folk fra Norden, Europa eller hele verden, fortæller hun videre.

– På den måde bidrager arrangmenterne til at tiltrække ny viden og vækst fra hele Syddanmark. De mange værter, vi samarbejder med, ønsker også at skabe en god oplevelse for gæsterne. Måske får de endda lydt til at komme igen, og det vil være en ekstra gevinst, uddyber direktøren.

Birgitte Hee Olesen – direktør for Inspiring Denmark

Inspiring Denmark fejrede d. 31. januar de mange syddanske værter, som har bidraget til succesen. Det skete ved et både muntert og inspirerende selskab i Brandts Museum i Odense, hvor værter og erhvervspartnere mødtes til en hyggelig aften og mulighed for at danne nye samarbejder.

Hele regionen profiterer

Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel var blandt gæsterne på Brandt Museum. I sin tale roste han medlemmerne af Inspiring Denmark for deres vilje til at samarbejde, selvom mange af dem også er konkurrenter.

– Hele regionen, ja hele Danmark, har gavn af, at vi trækker konferencer til Syddanmark. Det konferencested, som ser en konkurrent løbe med ét arrangement, bliver måske valgt til at afholde det næste. Syddanmarks internationale ry som én stor, attraktiv konferenceby styrkes, hver gang vi gennemfører et vellykket arrangement.

Rahbæk Juel glædede sig over, at hans egen by er blandt de, som har nydt godt af, at Inspiring Denmark med sin professionelle sparring bidrager til, at f.eks. regionens forskermiljøer får mod på at byde ind på at afholde en international kongres.

Peter Rahbæk Juel byder velkommen til værtsbyen Odense

En udenlandsk, overnattende konferencedeltager bruger i øvrigt næsten 40 % flere kroner pr. døgn, end en dansk, overnattende konferencedeltager. Og borgmesteren tror ikke, at udviklingen har toppet endnu.

– Jeg tror på, der er potentiale til endnu mere. Der bygges nye overnatnings- og konferencefaciliteter mange steder i regionen – bl.a. her i Odense. Det unikke tilbud, vi i Syddanmark kan byde på med storby, natur og service, er noget der imponerer gæster fra USA og Asien.

– Placeringen af konferencer i fremtiden afgøres ikke af mængden af kaviar og champagne. Udlændinge er meget tiltrukket af vores tilbud om The Good Life med indhold og kvalitet, ægthed, åbenhed – og dygtighed, mener Peter Rahbæk Juel.

Ambassadør over for kolleger

Gæsterne i Brandts Museum, såvel som de kølige tal i statistikkerne, bakker op om borgmesterens optimisme for de kommende år. Lektor Birte Østergaard, SDU, der fik hjælp til at arrangere en national konference, mens hun var formand for dansk selskab for sygeplejeforskning.

Siden har hun været med til at arrangere nordiske konferencer inden for sygeplejen. Og da en værtsnation engang måtte opgive at arrangere international konference om familiesygepleje, stod Birte Østergaard parat til at gribe chancen.

– Deltagerne fra hele verden taler stadig om, hvor godt det fungerede. Så jeg vil ikke sige nej til at arrangere en international konference en anden gang, siger Birte Østergaard.

Inspiring Denmark – Brandts Museum

Birte Østergaard har sagt ja til en rolle som ambassadør for Inspiring Denmark. Det betyder, at hun er med til at give kolleger i forskningsmiljøet mod på at byde på nye konferencer.

– Jeg bliver ofte spurgt, når jeg deltager i et arrangement, hvordan det hænger sammen at jeg kan lave alle de konferencer. Så kan jeg fortælle, at Inspiring Denmark hjælper med at lægge en plan og leve op til nogle krav. De skaber noget tryghed, der giver mod på at byde på værtskab for en konference, forklarer hun.

Hoteller rammer gæsternes hjerte

På festaftenen i Brandts fortalte repræsentanter fra nogle af regionens hoteller om, hvordan de udvikler på deres værtskab, når der kommer gæster fra ind- og udland til kongres eller konference i Syddanmark.

Direktør for Inspiring Denmark Birgitte Hee Olesen er taknemmelig for, at værterne i efterhånden ni år har samarbejdet med hendes organisation om at sætte et stort, syddansk aftryk på det internationale konference-landkort.

De syddanske konferenceværter

– Hotellerne hjælper med at ramme gæsternes hjerter, fordi de tænker ud over det faglige program. Det ser jeg tydeligt, fordi jeg gennem flere år har arbejdet sammen med dem. Vi i Inspiring Denmark er også blevet eksperter i at sparre med værten og sammensætte et program, som passer til deltagerne.

– Mit håb og ønske for fremtiden er, at de bliver ved med at komme, alle de institutioner som har lyst til at beværte en kongres eller konference. Hver gang, der bliver afholdt en konference, kommer der ny viden og potentiale for vækst til Syddanmark. Danske forskere og erhvervsfolk får lettere adgang til ny viden og internationale kompetencer. At sætte sig i spidsen for internationale konferencer, små som store, er en god måde at arbejde med internationalisering som både giver synlighed og effekt for værten og byen, siger Birgitte Hee Olesen.


For mere information om Inspiring Denmark og værtsfejringen på Brandts Museum kontakt direktør Birgitte Hee Olesen  på bho@inspiringdenmark.dk eller 2621 0027