Månedens mødested: Nærvær og natur hos Storebælt Sinatur

Konferencegæsterne råder over det mest moderne AV-udstyr i de nyligt restaurerede lokaler. Men de kan også rykke workshops ud i frugthaven, når vejret er godt.

Og de kan låne gummistøvler til at gå en tur langs stranden. Storebælt Sinatur Hotel og Konference har et bredt mix af kunder. Alle bliver dog mødt med nærvær – og en opfordring til at få fornøjelse af den smukke natur lige uden for døren.

Hotelchef Anne Maymann fortæller om et mødested, der kombinerer en høj professionalisme med nærværende kundekontakt – og en insisterende satsning på at skabe en bæredygtig drift.

”Med 115 dobbeltværelser, 17 mødelokaler og plads til max 300 konferencegæster i samme lokale, kan vi tage imod de fleste typer møder og konferencer. Vi er ikke en af de allerstørste, men vi har et meget bredt kundemix, som spænder fra foreninger til store internationale virksomheder. 85% af vores belægning er møde og konference.

Panoramavindue og vinterbadning

Vores placering lige i smørhullet mellem strand og natur – og stadig kun få minutters kørsel fra 1. motorvejsafkørsel efter Storebæltsbroen

 ved Nyborg – betyder også, at vi føler os forpligtet til at opfordre gæsterne til at benytte sig af den smukke natur lige uden for døren.

Beliggenheden er jo praktisk talt i strandkanten. Restauranten har et stort panoramavindue med udsigt over Storebælt, og vores dejlige solterrasse er meget populær i pauserne. Lige uden for indgangspartiet står der en budcykel med håndklæder og en plakat, som fortæller de tre gode grunde til at bade i havet året rundt.

Vi tilbyder også gæsterne at låne gummistøvler, så de kan gå en tur uanset vejret og uanset, hvilket fodtøj de selv har medbragt. Vi tilbyder også udlån af pandelygter og refleksveste til motionsløberne. Og når de er tilbage efter løbeturen, står der drikkevand klar lige inden for døren.

One point of Contact

Nærvær er en værdi, som betyder meget for vores forhold til gæsterne.

Vi har et forholdsvis stort konferenceteam med fire medarbejdere. Derfor kan vi tilbyde One Point of Contact til konferencekunderne. Den medarbejder, som tog imod bestillingen og assisterende med at planlægge konferenceprogrammet, er den samme medarbejder, som tager imod dig i døren og guider dig og dit selskab gennem resten af forløbet, og som laver opfølgning efterfølgende.

Vi er sikre på, at vores nærvær er en vigtig grund til, at vi har så mange stamgæster.

Hotellet var igennem en totalrenovering for fem år siden, så det betyder bl.a., at vi har de mest moderne mødefaciliteter med en række smarte designs. AV-udstyret er helt nyt, og i den store sal fylder lærredet til laserprojektoren hele den ene endevæg. Og du kan i øvrigt skrive direkte på selve væggen. Vores WiFi er også helt opdateret.

Frugthave og bæredygtighed

Men vi lægger også meget vægt på, at vores gæster skal benytte sig af naturen og glæde sig over den, når de har valgt at komme til Storebælt. Ud over den store solterrasse har vi fået indrettet tre store udendørs rondeller, som ligger midt i vores nye frugthave. Her kan konferencerne rykke ud, når de bliver opdelt i breakout-sessions. I haven har vi også en masse kulørte hængekøjer, som gæsterne opfordres til at benytte sig af.

 

I de senere år har Storebælt Sinatur Hotel og Konference arbejdet meget med bæredygtighed. Særligt fordi det er et tema, vi alle sammen skal forholde os til før eller siden. Det omfatter bl.a. affaldssorteringen, vi køber vores æg hos lokale landmænd, og du kan ikke finde en banan eller en appelsin i vores frugtskåle. På Fyn har vi nogle af verdens bedste æbler og pærer, så vi behøver ikke få frugt leveret fra den anden ende af verden. Vi har formuleret nogle visioner – og vi fører dem ud i livet.

Faktisk har vi netop i denne uge vundet en kunde, hvor jeg har indtryk af, at vores fokus på bæredygtighed gjorde en forskel.

Mindre el-forbrug og Det Grønne Hjørne

På andre områder er bæredygtighed en direkte god forretning.

Vi har skiftet al belysning ud med LED-pærer – så vores elregning faktisk er betydeligt mindre i dag, selvom vores omsætning er steget væsentligt. Og vores direktør er gået i gang med at formulere nogle krav til leverandørerne om, hvilken emballage de benytter sig af.

Som konferencehotel har vi også gastronomien i fokus. Det betyder at vi har et vegansk alternativ til alle måltider – både morgenmad, frokost og aftensmad. Veganerkost er jo også bæredygtigt, og vores restaurant har bronzemærke i økologi.

Fra dagens start har vi Det Grønne Hjørne, som er blevet et meget populært afsnit af morgenbuffeten. Til de andre måltider prøvede vi os først frem, men vi var ikke selv helt tilfredse. Så vi fandt en familie med en veganerblog og inviterede dem på weekendophold, hvor vi lyttede til deres tilbagemeldinger på menuen. Det hjalp os rigtig godt på vej.

”Plejer er død og borte”

Bæredygtighed passer rigtig godt ind i det nærvær, vi har en målsætning om at vise over for gæsterne. Vi går meget op i, at det ikke må blive for standardiseret. ”Plejer er død og borte!” Så vi lytter rigtig grundigt til gæsterne, når de forklarer, hvad de ønsker.

Vi prøver også på at give dem nogle gode overraskelser. F.eks. et usædvanligt tema til eftermiddagspausen som ”Five o’clock tea” efter klassisk britisk opskrift med te og kiks eller Rasmus Klump-pause med pandekager.

Vi tror meget på, at gæsterne skal have nogle gode oplevelser med hjem. På den måde husker de både konferencen og Storebælt Sinatur Hotel og Konference for noget positivt og unikt.

De seks Sinatur-hoteller er meget sig selv. Vi har hver vores styrker, som adskiller os fra hinanden og fra andre hoteller. Det vi har til fælles, det er vores værdier, der netop handler om nærvær og om ikke at være ens.

Vi skal benytte og spille sammen med vores naturskønne omgivelser og de lokale fødevareproducenter. Og så skal vi tage gæsterne ved hånden og give dem en god oplevelse, hvor de ikke behøver at koncentrere sig om andet end at få mest muligt udbytte af konferencen.”


Storebælt Sinatur Hotel og Konference er støttepartner i Inspiring Denmark.

“Det betyder, at samarbejdet går begge veje. Både når vi selv har kunden og har brug for sparring, og når Inspiring Denmark kommer med arrangementet. Vi er støttepartner, fordi vi ønsker at være en naturlig samarbejdspartner i en region i vækst.”

Læs mere om mulighederne for partnerskab her og læs mere om Storebælt Sinatur her.


Fakta

Inspiring Denmark er den syddanske organisation for udvikling af erhvervsturisme. Vi arbejder for at tiltrække internationale konferencer til Syddanmark i samarbejde med blandt andet forsknings- og uddannelsesinstitutioner, erhvervsliv og kommuner. Læs mere om Inspiring Denmarks arbejde her.