Når præsidenter og mødebranchen mødes i Vejle

Knap 40.000 danskere er beskæftiget i den danske mødebranche, der årligt har en omsætning på 20,8 mia. kroner. Et område der dermed har stor værdi for det danske marked. Til brancheorganisationen ICCAs årsmøde i Vejle var blandt andet tendensen second tier cities på dagsordenen – en tendens der i høj grad gavner blandt andet Region Syddanmark.

I begyndelsen af marts mødtes den nordiske turisme- og mødebranche til tre snefyldte dage i Vejle. Convention bureauet Inspiring Denmark, der til daglig holder til i Middelfart, var vært for årsmødet for den skandinaviske del af International Congress and Convention Association – i daglig tale ICCA.

Med på mødet var præsidenten for moderorganisationen, Nina Freysen Pretorius, og regionalchefen for Europaafdelingen, Elif Balci Fisunoglu. Førstnævnte var rejst til Vejle fra sit hjem i Durban i Sydafrika for at møde de skandinaviske medlemmer og blive klogere på det danske mødemarked. Selv stod hun for to af oplæggene på konferencen, der blandt andet omhandlede fremtidens trends og tendenser.

Flere møder til de mellemstore byer

Internationale møder, konferencer og messer spredes i højere grad ud blandt de såkaldte second tier cities – store byer uden for hovedstadsområdet. En positiv udvikling for områder som Syddanmark, der netop til daglig er i fokus for Inspiring Denmark.

”Internationale møder har stor betydning for regionen. Det giver god omsætning for både mødestederne, men også nærmiljøet. En konferencedeltager har i snit et forbrug på 3130 kroner pr døgn, og det løber op til mange millioner i løbet af et år – noget der i høj grad sikrer arbejdspladser og vækst,” udtalte Birgitte Hee Olesen, direktør for Inspiring Denmark og Præsident for ICCA Scandinavian Chapter i 2018.

Emnet var også i fokus for præsidenten for ICCA, Nina Freysen-Pretorius. ”Møderne er mere jævnt fordelt ud mellem destinationerne, og vi ser at relativt mindre second tier-destinationer er blevet mere succesfulde i deres tiltrækning af møder,” fortalte hun under en af præsentationerne på konferencen.

Forskellige steder til forskellige formål

Et andet emne på konferencen var udviklingen af kravene til en konference. Hvor eventteknologi og Millennials har været i fokus de sidste fem år, er fokus nu skiftet. ”I 2017 var fokus især på udviklingen af tværfaglige møder og konferencer, der integrerer uddannelse og underholdning. I dag er eventteknologi fast integreret i enhver del af mødeoplevelsen fra start til slut,” lød det fra ICCA-præsidenten, der slog kravene til fremtidens mødesteder fast: ”Der er en stigende efterspørgsel på interaktivitet, fleksibilitet, kortfristet tilgængelighed, effektivitet, sikkerhed og den særlige oplevelse.”

Netop disse elementer var også i med i planlægningen af konferencen. Her havde Inspiring Denmark i samarbejde med en række samarbejdspartnere planlagt en dagsorden med stor variation. Konferencen begyndte med velkomstreception i innovationsmiljøet Spinderihallerne i Vejle centrum med bl.a. oplæg og smagsprøver fra den nyligt Michelin-kårede Vejle-restaurant MeMu. Dagen efter foregik på Munkebjerg Hotel i naturskønne omgivelser. Her var fremtidens mødemarked i fokus med emner som adfærdsdesign og digital branding fra oplægsholderne som nudgingeksperten Morten Münster og social sellingspecialisten Dorte Møller Madsen. Om fredagen var læring, oplevelse og alternative mødesteder i centrum i Billunds nye oplevelseshus, LEGO House, under titlerne ”The LEGO House experience” og ”World Class Hosting”.

Hvorfor erhvervsturisme?

Mødebranchen er en central spiller på det skandinaviske marked. Af VisitDenmark anslås det i Danmark til at have en årlig omsætning på 20,8 mia. kroner og beskæftige 37.900 årsværk. Hvert år rejser 928.000 mødedeltagere til Danmark fra hele verden på forretningsrejse og forbruger omkring tre gange mere end den gennemsnitlige ferieturist – en gevinst der er til at mærke.

Men ikke kun økonomien har gavn af de internationale mødedeltagere. De store byer, altså de second tier cities, og de faglige miljøer har også gavn af værtskabet for en konference, fortalte Nina Freysen-Pretorius på konferencen. ”Vores research og casestudier har vist, at der er stort potentiale efter et møde har fundet sted. Den værdifulde information, viden og forskning der deles kan have positiv indflydelse på værtsbyen, men også regionen og hele landet.”

Se interview med Presidenten for ICCA, Nina Freysen-Pretorius, nedenfor:

FAKTA

Inspiring Denmark samarbejder med en række hoteller, konferencesteder og oplevelsessteder og har et ambassadørkorps på 87 fremtrædende beslutningstagere, erhvervsfolk og forskere fra Region Syddanmark

ICCA (International Congress and Convention Association) tæller 1083 medlemmer fra hele verden, herunder Wonderful Copenhagen, Meet In Reykjavik og Business Finland, der alle deltog i konferencen i Vejle

Europaafdelingen er den største afdeling med hele 554 medlemmer af ICCA

Læs mere om erhvervsturismen på VisitDenmarks hjemmeside