Erfaren INSP-ambassadør sikrer igen en ny kæmpekongres til Fyn

Bjarne Rønde Kristensen er ledende overlæge ved Gynækologisk Obstetrisk Afdeling D på Odense Universitetshospital – og en af Inspiring Denmarks allerførste Ambassadører. Han har endnu engang sikret en kongres til Region Syddanmark, hans sjette på blot syv år. Odense og byens indbyggere bliver som noget nyt en stor del af kongressen, der finder sted i 2018. 

Han fortæller:

”Vi går helt nye veje, og inddrager hele byen i kongressen med foredrag, spørgetid og events på biblioteker, i det åbne byrum og på museer i samarbejde med relevante patientforeninger, og Odense Kommune. Emner som sexologi, fødsler, underlivssygdomme og inkontinens har så bred en interesse at jeg synes, det vil være spændende at inddrage alle interesserede i kongressen – og ikke kun deltagerne. Når vi nu i tre dage har verdens bedste hoveder i Odense indenfor kvinders underlivssygdomme, er det da en oplagt idé at dele den viden ud til dem, det drejer sig om, nemlig kvinderne.”