Odense er verdens førende i forskning af forbrugerkultur

Odeon danner i slutningen af juni rammerne for en fire dage lang international konference om forbrugerkultur, der tiltrækker eksperter fra hele verden og har fokus på blandt andet digitale fænomener.

 

Godt 300 af verdens førende eksperter inden for forbrugeradfærd samles i de sidste tre dage af juni og den første dag i juli i Odeon til den årlige internationale konference Consumer Culture Theory Conference.

I år er det første gang, at den slår sig ned i Danmark. At det lige blev Odense og Institut for Marketing og Management på SDU, der er værter, er dog ingen tilfældighed.

 

Største i verden

“Vi er den største forskningsgruppe i verden inden for det her område og blandt de førende på verdensplan,” forklarer Dannie Kjeldgaard, der er professor, ph.d., på Institut for Marketing og Management, SDU, og vært for konferencen.

 

Forskningsgruppen med base i Odense tæller ca. 20 forskere, som gennem feltstudier kortlægger og analyserer på forbrugeradfærd.

“Vi er så heldige at have haft en fremsynet ledelse, der kan se værdien i at vise SDU og Odense frem for omverdenen til inspiration.”

 

Digitale valutaer og droner

Deltagerne kommer fra alle kontinenter af jordkloden og vil i de fire dage i Odense udveksle idéer og viden om forbrugeradfærd og nye tendenser inden for området – fx digitale fænomener som valutaer, droner og robotter.

“Det er uden tvivl et godt udstillingsvindue for os i forhold til omverdenen. Mange af vores kolleger fra udlandet har godt nok været her enten for at tage ph.d. eller følge et af vores forskningsophold, men det hjælper helt sikkert på vores evne til at rekruttere. Det kan hjælpe os til at tiltrække og opdyrke nye forskningstalenter,” understreger Dannie Kjeldgaard.

 

Flot præsentationsmateriale

Da konferencen skulle tiltrækkes til Odense, fik Institut for Marketing og Management hjælp fra Inspiring Denmark.

“Det var et rigtigt fint samarbejde. De lavede vores bid, som blev et virkeligt flot materiale og forbandt os med en professionel konferencearrangør, som kunne hjælpe os med alt det praktiske,” siger han.

 

 

FAKTA CCT

https://www.sdu.dk/en/om_sdu/institutter_centre/i_marketing/kommende+events/cct_2018