Skandinaviens turisme- og mødebranche retter blikket mod Vejle

Munkebjerg Hotel, Spinderihallerne og LEGO House i Billund bliver i tre dage i marts centrum for Skandinaviens førende turist- og eventorganisationer.

 

Visit Denmark, MeetDenmark, Wonderful Copenhagen og alle de andre danske turisme- og eventorganisationer er der og ligeså deres skandinaviske pendanter – lige fra Meet in Reykjavík i vest til Helsinki Convention Bureau i øst – når Inspiring Denmark inviterer til ICCA Scandinavias årlige Chapter Meeting 2018 den 7.-9. marts.

 

ICCA står for the International Congress and Convention Association, der er en global organisation for mødeindustrien og erhvervsturismen. I tre dage i den anden uge af marts er det den skandinaviske del af organisationen, som indtager Munkebjerg Hotel i Vejle.

 

En væsentlig bidragsyder

En udenlandsk turist, der har pengene op af lommen i Danmark, er sammenlignelig med at sende varer eller services ud af landet. Udenlandsk turisme anses altså som en eksportvare, og med et bidrag på 3,5 procent af den danske eksport – eller omregnet i kroner og ører, i alt 38,9 milliarder kroner – en ikke uvæsentlig størrelse. Det viser de seneste tal fra Visit Denmark, som er baseret på 2016.

– Både erhvervsturisme og ferieturisme er væsentlige bidragsydere til den danske økonomi og er efterhånden også ved at være en prioriteret strategi hos mange kommuner, siger Birgitte Hee Olesen, der er formand for ICCA Scandinavian Chapter 2018 og direktør i Inspiring Denmark, som er den syddanske organisation for erhvervsturisme, og fortsætter:

– De internationale konferencer leverer en meromsætning, der skabes på hoteller, mødesteder, restauranter, i detailhandlen m.fl. Derudover giver det brandingværdi for byen og hele området både som konference- og turismedestination. Konferencer, som tager afsæt i byernes erhvervsstyrker giver mulighed for kobling til indsatsen med tiltrækning af virksomheder og arbejdskraft samt bosætning.

 

Glad for valg af Vejle

ICCA Scandinavian Chapter Meetings første dag, onsdag 7. marts, vil centrere sig om Vejle, og derfor holder Inspiring Denmark sammen med VisitVejle velkomstreception i et af Danmarks største udviklings- og innovationsmiljøer, Spinderihallerne.

– Vi er meget glade for, at Inspiring Denmark har valgt at holde ICCA konferencen i Vejle. Inspiring Denmarks mission om at tiltrække flere internationale konferencer til Syddanmark passer perfekt til Vejles ambitioner om flere events og konferencer i fremtiden. MeetingVejle tilbyder nationale og internationale organisationer de allerbedste lokaliteter, hoteller og attraktioner herunder en professionel koordinering af deres event og konference. Vi glæder os til, at byde nationale og internationale Meeting organisationer velkommen i Spinderihallerne d. 7. marts, siger Morten Damgaard Nielsen, Erhverv- og Turismechef i Vejle Kommune.

 

Danmarks mødebranche

ICCA mødet er for den skandinaviske del af organisationen, men også moderorganisationens præsident Nina Freysen-Pretorius, der til dagligt bor i Sydafrika, har dog prioriteret at deltage i de tre dage i Vejle for at møde de skandinaviske medlemmer og se, hvordan der arbejdes med erhvervsturisme i Skandinavien.

– Det er vigtigt for ICCA at have engagerede og professionelle medlemmer, der arbejder for at skabe erhvervsturisme og vækst, og som gør det muligt for mennesker i hele verden at mødes og dele viden. Jeg glæder mig til at mødes med vores nordiske medlemmer ved ICCA Scandinavian Chapter Meeting i Vejle og blive bedre bekendt med mødebranchen i Danmark, udtaler Nina Freysen-Pretorius, præsident for ICCA World.

 

Spinderihallerne er ikke det eneste område, der får besøg af de 70 deltagere fra hele Skandinavien. Også et besøg i LEGO House i Billund er lagt ind om fredagen i det tre dage lange program. Her vil en rundvisning og et oplæg fra LEGO’s ledelse sende deltagerne godt hjem med flyveren – fyldt op med oplevelser og indtryk fra vores hjørne af Norden.