wdpi

Tværfaglig konference skal sikre et godt arbejdsliv

”Sygefravær og arbejdsfastholdelse er noget, der har en global interesse. Vi kan hjælpe hinanden, og det er hele pointen.” 207 forskere fra 23 lande mødtes i Odense, da konferencen WDPI – Work Disability Prevention and Integration Conference for første gang kom til Danmark.

Mens de første rigtige sommerdage ramte Danmark i starten af juni, mødtes 207 forskere fra 23 lande inden for forskningsområderne arbejdsmiljø, arbejdsfastholdelse og sygefravær. Deltagerne kom med en lang række forskellige baggrunde, men med et fælles mål om at hjælpe borgerne ind på arbejdsmarkedet – eller til at blive der i første omgang.

Bag afholdelsen af WDPI konferencen i Danmark står bl.a. seniorforsker ved Nordisk Institut for Kiropraktik og Klinisk Biomekanik, Mette Jensen Stochkendahl, som vi mødte til receptionen på ODEON i Odense:

”Alle de mennesker der kommer her, er her for at skabe nye samarbejdsrelationer, for at dele viden med hinanden og lære af hinanden. Så det er en kæmpe gevinst for os på instituttet.” Netop gevinsten ved det tværfaglige vægter også højt for Mette Jensen Stochkendahl; ”Vi er så mange faggrupper og har et fælles ønske og en forståelse om, at der er nogle problemer, vi kan og må løse i fællesskab.”

.

International videndeling skaber løsninger

Interessen for konferencen har været overvældende. 237 abstracts er sendt ind af forskere, og 90 af dem lavede en kort, mundtlig præsentation, mens de resterende havde posters med på konferencen. Posters som hang i konferenceområdet for at skabe dialog og diskussion i pauserne, som med vilje var gjort lidt længere.

Ansvarlig for udvælgelse til det videnskabelige program var forskningskonsulent på Socialmedicinsk Forskningscenter på Frederiksberg, Merete Labriola, der også var tilstede på ODEON. ”Sygefravær og arbejdsfastholdelse er noget, der har en global interesse. Vi kan hjælpe hinanden, og det er hele pointen,” forklarede forskningskonsulenten.

På WDPI konferencen var der lagt vægt på at samle de bedste forskere, der kan tegne en linje fra arbejdslivets begyndelse til slutning. Gruppen bag spurgte en række forskellige fagligheder, herunder epidemiologer, jurister og fysiologer, der alle takkede ja til at deltage.

.

Individuelle løsninger er en investering i medarbejderne

Mette Jensen Stochkendahl forsker selv i de mennesker, der er i fysisk, krævende arbejde og oplever smerter i muskler og led. Hun forklarer; ”Hvordan oplever de situationen med at kunne blive i arbejde på trods af smerter? Samtidig kigger jeg også på ledere og praktiserende læger for, hvordan de håndterer situationen med medarbejdere med smerter.”

Feltet ligger tæt op ad andre fagligheder. Hendes kollega Lotte Nygaard Andersen forsker i borgernes oplevelse af ressourceforløb og udredninger. Netop oplevelsen er central, da smerter og sygdom er så subjektive områder. ”Når vi taler om at folk skal have et sundt arbejdsliv, er enstrengede løsninger ikke nok. Vi skal have løsninger for det enkelte individ,” forklarer Mette Jensen Stochkendahl.

Om onsdagen var en række af de nyere forskere indbudt til et ECR-event, Early Career Researcher’s social event. Målet var at skabe mere samarbejde i gruppen, så den tværfaglige videndeling styrkes.

”Hvis man er sundhedsprofessionel, ser man vedkommende som patient. Men patienterne skal ses tværfagligt, da personen også er medarbejder, borger, familiemenneske osv. Derfor må vi se på personerne fra forskellige vinkler; socialt, juridisk, sundhedsmæssigt og fra et ledelsesperspektiv,” forklarer Mette Jensen Stochkendahl.

.

Konferencebyen Odense

Arbejdsgruppen bag konferencen har repræsentanter fra hele Danmark og med forskellige baggrunde. Konferencens placering i Odense og på Syddansk Universitet landet afhang dog af praktiske omstændigheder.

”Vi har de bedste faciliteter og pladsen til rådighed, og vi kan benytte det gratis. Det betyder meget. Det er dyrt at komme til Danmark, rejse rundt og bo her. Til gengæld er faciliteterne billige og gode,” fortæller Mette Jensen Stochkendahl.

Opbakningen fra Odense Kommune og Inspiring Denmark har været af stor betydning for folkene bag konferencen: ”Vi står jo her til en velkomstreception, som Odense Kommune er vært for. Det er vi meget taknemmelige for. Også Inspiring Denmark har været så søde til at komme og hjælpe, så snart der var en udfordring,” slutter den smilende konferencevært, inden hun går konferencegæsterne i møde til aftenens åbning af WDPI 2019.


Vil du vide mere?

WDPI – Work Disability Prevention and Integration Conference 2019 

.

Konferencevært: Mette Jensen Stochkendahl, Associate professor, PhD, Institute of Sports Science and Clinical Biomechanics – m.jensen@nikkb.dk

Project Manager hos Inspiring Denmark: Morten Olstrup – mol@inspiringdenmark.dk 

.

Mere information om det videnskabelige program og præsentationerne:

Merete Labriola, Research consultant, PhD, Center for Social Medicine, Frederiksberg Hospital: E-mail: MereteLabriola@me.com


Vil du være vært?

Læs de ti gode grunde til at blive vært for en international konference lige her.

.